Moodboard til soveværelse

Oprettet d. under Indretningsblogs

Når man bor i et hus på landet med lidt skæve vinkler, vandskurede vægge og lavt til loftet, er det oftest mest praktisk at vælge en hvid vægfarve. Jeg er dog kommet dertil, at jeg gerne vil have lidt farve på væggene og tapetsere en væg, og det bliver soveværelset, som bliver prøvemodel. Her er loft til kip og bjælker i loftet, som dog er løftet, så der er en fin højde under bjælkerne. Den cremefarvede vægfarve, som vi har brugt på vægge og bjælker bibeholdes, men hele den ene endevæg bliver tapetseret i en smuk grøn/blå tapet med et smukt plantemotiv. Vi har et par afsyrede møbler, som skal males i en varm gul farve (Masala) fra Jotun, Den er jeg ret vild med og malingen er nem at arbejde med. Egentlig er jeg ikke så meget til gul, men den her farve er lidt tonet, så den gule forbliver ret neutral. 

Det hele bliver suppleret af et silke-sengetæppe og smukke puder fra Quote Copenhagen. Sengetæppet er ikke så tungt, så det er nemt at lægge på og tage af. Lige efter mit hovede. 

Loftpendlen o det oprindelige oplæg blev ikke godkendt af gemalen, så den er udskiftet med en anden model i bambus og hør, som jeg er ret glad for. Den er med til at indramme det lidt afslappede look. Det blev også til en lille bambus-knage, som passer perfekt til halskæder eller f.eks. til en morgenkåbe. 

Stilen er en kende til den feminine side, og soveværelset er blevet et rum, hvor jeg godt kan finde på at sætte mig med en bog en søndag eftermiddag. 

Herunder kan du se billederne af det færdige resultat:

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar